Nu åbner vi! Udgivet den 21. april 2021 af Solrød Kunstforening Kære Kunstforeningsmedlemmer Hurra, så lysner det for Solrød Kunstforening !OJD meddeler, at vores lokale nu kan tages i brug igen. Det er aftalt, at der åbnes mandag, den 26. april. Der er stadigvæk forsamlingsforbud: vi kan være 10 personer, som har coronapas. Mundbind bruges, når man bevæger sig rundt i lokalerne.Det betyder, at den gruppe, der plejede at male om tirsdagen, skal tilmelde sig på mail. Det samme gælder for akvarelgruppen, som maler hver anden onsdag i ulige uger. (Det foregår således: Der sendes en mail lørdag, man svarer denne mail senest søndag kl. 18. Besked om deltagelse sendes mandag. De 10 første, der svarer, kan deltage. Ved mange tilmeldinger kan ekstra hold arrangeres.)Det betyder også, at vi igen kan bringe og hente malerier. Buch-Andersens to udstillingssteder bliver først udskiftet. Der skal bruges ca. 40 værker til disse udstillinger. Derfor: kom med malerier, stil dem på første sal under skiltet Buch-Andersen. Vi har endnu ikke en dato, men det bliver først i maj måned.Vi er optimister og håber, at vores aktiviteter kommer godt i gang igen, og at vaccinationerne betyder, at vi ikke mere skal opleve et år som det forgangne. Kunsthilsen fra Hanne Nielsen, formand.