Klik her

Torsdag den 12. april kl. 19:30 kommer “Loving Vincent” til Solrød Bio.    Der bli’r tale om en åben forestilling, så det skal blive spændende at se hvor mange af biografens 163 stole der bliver fyldt denne aften.     Billetprisen er 70,-      Reservation på www.solrodbio.dk

I ’Loving Vincent’ hopper vi direkte ind i kunsten, ind i hollandske Vincent van Goghs farveglade malerier. Vi trasker direkte over de modne, gule kornmarker, ud i den drømmende, blå nat og ind i de enkle værelser, han overnattede i – og som han malede om og om igen.

De to instruktører Dorota Kobiela og Hugh Welchman har sat 125 malere til at kreere de 65.000 malerier, der skal til for at skabe en film på halvanden time. Og her har vi så ’Loving Vincent’ – verdens første oliemalede spillefilm. Eller animerede oliemalerifilm.  94 minutters historiefortælling i et univers, der ser ud, som Vincent van Gogh så det, i hvert fald når han stod og malede.

Det er netop det, der fungerer så fremragende i ’Loving Vincent’.

Vi er i van Gogh univers. Vi er i hans kunst. I hans blik. Vi kan se det helt specielle udtryk, han skabte, for det er der hele tiden. Vi er hoppet ud af den virkelighed, som vi kræver en masse begrundelser for, når vi ser film. Vi vil have de historiske fakta på plads, og vi vil se de huse, som van Gogh faktisk boede i.

Det behøver vi ikke her, i ’Loving Vincent’, for som tilskuere er vi helt med på, at vi befinder os i et fantasiunivers, i kunstnerens eget univers. Og så kan vi koncentrere os om mennesket bagved, om den sære skæbne, der først begyndte at male som 28-årig, uden nogen uddannelse, og i løbet af blot 10 år skabte omkring 2.000 malerier og tegninger, inden han gjorde en ende på et hele ved at skyde sig selv i en psykose.

Han nåede kun at sælge ét enkelt maleri, mens han levede, men siden er han blevet ophøjet til en af malerkunstens største originaler.

Hvad skete der, da det her usædvanlige menneske skød sig selv? Sådan spørger polske Dorota Kobiela og britiske Hugh Welchman i fællesskab.

Med det udgangspunkt har de gjort ’Loving Vincent’ til en krimi, der kredser sig tættere ind på den eftermiddag, hvor van Gogh vaklede ind til den lokale læge med det dødeligt sår i maven. Manden, der stiller spørgsmålene, er Armand Roulin, søn af en lokal postmand. Armand forestiller sig det, vi alle gerne vil se, en mordgåde, et højt svunget drama om drabet på et geni.

I stedet afdækker han en sølle skæbne, en maniodepressiv og ulykkelig stakkel, der malede og tegnede for at helbrede sig selv, og som i sin mani tilfældigvis skabte en original teknik, der kunne bane vej for tusinder af andre kunstnere.

Det er – i al sin underspillethed – en endnu mere vild historie end den om mordet på et geni.

’Loving Vincent’ fungerer så rent og så naturligt, at det virker oplagt at se andre kunstnere blive portrætteret på samme måde, at træde ind i Picassos, Modiglianis, Miros, Renoirs og Rembrandts malede verden og få fortalt en god historie.

Eller måske egner van Gogh sig særlig godt i det her format, fordi hans kunstneriske liv var så kort og knapt og stringent – og hans særlige teknik var så helt ved siden af alt andet, at man aldrig er i tvivl om at man befinder sig i netop van Goghs univers.

I hvert fald har Dorota Kobiela og Hugh Welchman skabt et kunstnerportræt og en biografisk film, der slet ikke ligner noget andet. Det er i sig selv en bedrift, der er værd at fejre. Og så har de skabt en film, der understreger, at stor kunst ikke nødvendigvis har noget med et overdådigt geni eller en martret kunstnersjæl at gøre.

Det kan også handle om en forhutlet sjæl, der gør det eneste, der helbreder hans sind; maler løs.

Se trailer